​Parvovirusdiarrre

​Parvovirusdiarrre' forårsages af Canine Parvovirus (type

2a,2b,2c). Det blev første gang fundet i USA i 1978 og blev

kort efter spredt over hele jorden. Sygdommen er således

meget smitsom og smitten kan overleve i jorden op til 6

måneder. Derfor kan man ikke umiddelbart sætte en rask

hund ind, hvor der har været parvosmittede hunde uden

desinfektion og sikker vaccinationsstatus.

​

Sygdommen udvikler 4-7 dage efter smitte

(inkubationstiden) med en voldsom opkastning og deraf

følgende umulig indtagelse af føde og væske. Snart efter

dette billede kommer kraftig blodig og meget ildelugtende diarre' som næsten er kendetegnende for sygdommen. P.g.a. det voldsomme væsketab dehydrerer hunden hurtigt, hvilket især er slemt for hvalpe og hvis ikke der gives behandling dør de hurtigt af kredsløbsproblemer.

​

Behandlingen retter sig selvfølgelig efter at holde hunden i live ved kunstig ernæring og væskebehandling. Anden understøttende behandling er antibiotika, stoppende midler og midler mod opkastning. Denne behandling kræver ofte klinikforhold, men kræver isolation p.g.a. smittefaren. I visse tilfælde kan denne behandling i isolation med fordel foregå hos ejeren i stedet. Voksne hunde har gode chancer for at overleve, hvis de kommer i behandling i tide. Hvalpe har større risiko for at dø af sygdommen, da de pludselig kan dø af hjerteinsufficiens eller efter overlevelse kan have en hjerteskade, der langt senere kan give dødsfald.

Vaccination er idag en effektiv måde at forebygge på.

​

Drægtige tæver bør være vaccineret inden for det sidste år

før parringen og hvalpe kan vaccineres fra 8-10 ugers

alderen, men det er vigtigt med en vaccination 2. gang i 12-16 ugers alderen. Betegnelsen P i bogstavkombinationen bagefter vaccinenavnet betyder at hunden har fået

vaccination mod Parvovirusdiarre'